Sent i aftes fandt jeg elskede Viola død :-( Viola kom hertil i efteråret fra Goldens opdræt i Sverige. En usikker og nervøs pige, som stille og roligt faldt til. Hun nåede at deltage på udstilling, hvor hun fik 91 point og ærespræmie. Og i januar lod hun sig så charme af Nightangels Cecil og fik et skønt kuld unger den 19. februar, som hun var en utrolig god mor for. Fra kuldet beholdt jeg hendes datter, Agnes og de to har hygget sig sammen indtil Violas hjerte pludselig holdt op med at slå. Ganske uforståeligt skal jeg allerede nu sige farvel. RIP: Goldens Viola: 11.7.14-18.4.15 |
Viola er begravet i haven ved siden af Dagmar, Cecil og Albert.
De tre andre kinesere som jeg har mistet i løbet af de sidste to måneder.
Jeg må erkende, at dette er blevet for meget for mig. Jeg magter ikke at blive i dette mareridt, hvor unge og friske dyr pludselig ligger døde i deres bur uden nogen forudgående sygdom. Jeg ved inderst inde, at det bare er sort uheld, det der sker. Men jeg magter ikke at være i det mere.
Derfor har jeg truffet beslutningen om, at jeg stopper med opdræt af Kinesiske Hamstere. Mit B-kuld blev altså det eneste kuld, der så dagens lys her hos mig. Et langt ønske og en lang kamp for opdrættet af de kære små slutter hermed. Det var bestemt ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg for et år siden reserverede mit første avlspar, Daim og Cecil. Det er en drøm der brister, men det er det rigtige for mig at trække en streg i sandet og erkende, at nok er nok.
Jeg har tilbudt en anden opdrætter, at hun må få Agnes til sit opdræt, hvis hun vil have hende. Jeg vil gerne have Agnes boende, for hun er sådan en dejlig pige, men hvis hun kan bruges til at videreføre kineserne, så skal hun have den mulighed. Ellers får hun naturligvis lov til at blive boende som kæledyr.
Ligeledes flytter Conrad ind i løbet af den næste uge. Han skulle være min nye avlshan. I stedet skal han nu være kæledyr. Enten her, eller et andet sted, hvis der er nogen, der kunne være interesseret i at tilbyde ham et godt hjem.
Ligeledes flytter Conrad ind i løbet af den næste uge. Han skulle være min nye avlshan. I stedet skal han nu være kæledyr. Enten her, eller et andet sted, hvis der er nogen, der kunne være interesseret i at tilbyde ham et godt hjem.